Slidgigt

Alle mennesker får slidgigt på et eller andet tidspunkt. Faktum er nemlig at vi før eller siden får slidgigt i et eller flere af kroppens led. Slidgigt er således den hyppigste ledsygdom der findes.

Der findes ikke en enkelt årsag til slidgigt. En række faktorer spiller dog en rolle. Det kan være  tidligere skade og sygdom i et led, køn, alder, visse former for erhverv, overvægt og arv.

Symptomer på slidgigt er smerter, samt stive og hævede led. Det kan være i form af hovedpine, nakke- og/eller rygsmerter, smerter i arme og/eller ben, smerter fra knæ, hofter tæer og fingre.
I et slidgigt ramt led taber brusken sin glatte overflade, og bliver i stedet mere uregelmæssig. Dette medfører at brusken bliver tyndere og derved medfører et øget tryk på selve knoglen, som vil tilpasse sig ved at blive mere kraftig for at kunne modstå belastningen. Samtidig vil slimhinden der omgiver leddet og forsyner det med næring blive fortykket og irriteret.

Ledkapsel og ledbånd vil blive forkortede og muskulaturen omkring leddet vil blive svækket pga. det bruges mindre. Selve sliddet af ledbrusken vil ikke give smerter da der ikke findes nerver heri. Derimod vil der komme smerter fra ledbånd, ledslimhinden, knogler, muskler og sener som er rigeligt forsynet med nerver.

Spændinger og muskelinfiltrationer er en væsentlig årsag til smerterne, men inflammation (steril betændelse) af ledslimhinden, sener og ledpkasel vil også give smerter.

Behandlingen af slidgigt afhænger af sværhedsgraden. Ved lette tilfælde og moderate tilfælde vil kiropraktisk behandling evt. kombineret med kosttilskud og motion ofte have god effekt. Ved svære tilfælde kan operation være eneste udvej.

 
Design by XGration